Kontakt

små & STORE historier

I et hus med så meget historie og så meget stemning - er der altid en god historie at fortælle - og at fortæller videre ... Her på siden vil du i fremtiden kunne læse nogle af disse beretninger. Også din historie er vigtig for os. Så skriv til os hvad du har på hjertet – efter et besøg her hos os på Café Danner …cafedanner@frederikssund.dk

En romantsik historie: 

Vi har i maj måned modtaget denne mail fra Arne i Ringsted. Arne skriver:

 

Hvorfor vi kommer på Café Danner!

 

Min kone og jeg er kommet hvert år på Café Danner, i næsten al den tid den har eksisteret, på datoen 23. maj eller deromkring. Datoen er vores mødedag. Dengang vi mødtes i 1970, var der børneforsorgsseminarium på slottet og min kones veninde som læste på seminariet, boede på værelset øverst oppe i samme bygning som Café Danner. Seminariet havde der nogle værelser til de studerende, hvilket var meget almindeligt. Der var ikke så mange seminarier dengang og de studerende kom langvejs fra. Jeg havde haft lidt øje til min kommende hustru, så da vi sad på gulvet og spiste (det var jo i 70´erne), bar en af vores venner hende over til min siddeplads. Efter en gåtur i skoven, kyssede jeg hende og så var det sket. Vi gik hen til den gode iskiosk bagefter. Vi har siden holdt sammen i 45 år. Nu er vi pensionerede pædagoger, men nyder fortsat at komme på Café DAnner, som vi synes er et vidunderligt projekt.

 

Med venlig hilsen

Arne Bjerring    

 

 

Café Danners historiske omgivelser:

Vi har i januar måned modtaget en mail fra Thorkild Hansen, vis moster har været plejemor på Stiftelsen afd. 9 – Hjørnet, som jo er Café Danners lokaler i dag. Læs her hvad Thorklild Hansen skriver og læs om historien fra hans mosters, Johanne Jacobsens, spændende liv.

Thorkild Hansen skriver: Foranlediget af en TV-udsendelse mellem jul og nytår om museet på Jægerspris Slot etc. gik mine tanker tilbage til 1950'erne og 1960'erne, hvor jeg tilbragte mange feriedage på Stiftelsens afd. 9, Hjørnet - netop den yderste del af sidefløjen, hvor Cafe Danner nu har til huse.

Min moster, Johanne Jacobsen, var plejemor på Hjørnet i årene 1949-1969. Mange hyggelige timer har jeg som feriegæst fra Grindsted og senere København tilbragt i hendes lille "private" stue i husets hjørne til venstre for entredøren/trappeopgangen, i den store stue foran køkkenet samt i pigernes spise/legestue til højre herfor. Mit gæsteværelse var på loftet over sovesalen.

Da jeg efter hendes død for ca. 15 år siden varetog tømning af hendes daværende hjem i Vejen, fandt jeg en håndskrevet beskrivelse fra hendes liv, med hovedvægt på de 20 år på Hjørnet. Dette materiale har jeg renskrevet og mangfoldiggjort. Læs materialet her ...

 

En historie om traditionsrig kogekunst, historisk vingesus , iblandet en knivsspids mystik

Det var nok i sensommeren 2010 at det skete…..

Næste uges emne for vores uddannelseshold, var Mad & Traditioner. Pludselig kunne vi ikke finde den kogebog, som der skulle undervises ud fra. Vi var mindst 2, som lige havde set den. Og vi var 4 som ledte ALLEVEGNE! Den var som sunket i jorden.

De fleste af vores rum har navne. Enten et navn som refererer til dét, rummet bruges til. Eller et navn som henfører til noget mere historisk. F.eks. hedder vores butik ”Frk. Rasmussen” efter Grevinde Danners ungpige efternavn. Og vores hvilerum til trætte kursister, er også opkaldt efter hende: ”LouiseRo”.

Vi har også ”Mosters Stue”. Vi har fået fortalt, at Moster var en omsorgsfuld og retfærdig barneplejerske, som i forgangne tider holdt til i ”Afdeling 9”, som dengang lå i cafeens lokaler. Bagved Slottet mod nord, ligger Slottets egen kirkegård. Her kan man bl.a. finde en gravsten med teksten: ”Karoline Jensen ”Moster”, 1885-1953.

Vores ”Mosters Stue” var de første 10 år, indrettet som resten af cafeen. Med små sammensatte café borde. En dag slog det os, at der skulle da ske noget andet. Mosters Stue måtte bestemt indrettes som ”EN STUE”. Derfor havde vi arrangeret indkøb af sofa, bord og stole i gammel stil, som vi mente passede ind.

Nå, tilbage til den forsvundne bog. Den var og blev væk. Jeg søgte på internettet og fandt hvor jeg kunne købe en ny udgave. Netop da jeg skulle til at trykke på SEND under min bestilling, kaldte en kollega. De gamle møbler til stuen var lige ankommet, og der var brug for en hånd, til at bære ind.

Vi fik indrettet stuen pænt, og betragtede stolte resultatet. Nu var det en rigtig ”Mosters Stue”. Da jeg gik ind til computeren for at gennemføre min bestilling af bogen, lå der pludselig en stak bøger på reolen ved siden af. Øverst på toppen lå den forsvundne bog. Mon ikke også, at Moster var tilfreds med den nye stue…..

Hvis du kender til ”Moster”, eller fortællinger om hende, hører vi gerne fra dig. Mail til os på cafedanner@frederikssund.dk. TL



Nyheder

23. november 2017
Åbent d. 2. og 3. december
16. november 2017
Lukket fredag d. 17. november!
8. november 2017
Lam fra Højagergaard

Kalender

2. - 3. december 2017
Julemad, juetræer, gran og gaveideer.

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Omtale/små--STORE-historier